Det går stærkt på brugtbilmarkedet lige nu, når det handler om at sælge brugte elbiler.
For første gang nogensinde nåede det samlede antal transaktioner over 16.500 for de brugte elbilers vedkommende. Og selv om april sidste år var en skæv måned for salget af brugte elbiler, så vidner en vækst på 60% om, at danskerne efterspørger eldrevne biler på et helt nyt niveau.
Samlet er væksten for de brugte elbiler i årets første fire måneder på 19,3% sammenlignet med januar til april 2025, og det på trods af, at det samlede brugtbilmarked er gået 4,5% tilbage i forhold til sidste år.
Og så en lille nyhed. Fra og med månedsrapporten for april måned, så ændrer Bilbasen nu oversigten over de mest søgte biler på Bilbasen. I stedet for en segmentopdelt oversigt, så har Bilbasen nu udelukkende de 15 mest søgte biler overordnet.
Kommentar fra BCA: April er mere afdæmpet end vanligt
April markerer starten på BCAs nye regnskabsår, og i den forbindelse benytter vi lejligheden til at anlægge et bredere perspektiv på prisindekset.
Hele Europa - og i høj grad resten af verden - er i øjeblikket påvirket af politiske og geopolitiske forhold, herunder konflikten i og omkring Iran. Derfor vil vi - ud over at kommentere prisudviklingen i indekset - sætte fokus på bevægelserne på de europæiske eksportmarkeder - set fra auktionens perspektiv og performance. Udviklingen i de enkelte landes import fra BCA Danmark kan give et indblik i, hvordan markederne reagerer på den globale situation samt ændringer i udbuddet.
Prisindekset for april falder med 0,3 procentpoint, hvilket betyder, at prisniveauet overordnet set er tæt på uændret sammenlignet med marts. Det bemærkelsesværdige er, at vi ikke ser engrospriser stige i takt med den sædvanlige sæsonmæssige stigning i efterspørgslen på brugte biler i forårsmånederne.
Det mindre fald i det samlede prisindeks skyldes primært dieselbilernes priser, mens alle øvrige brændstoftyper holder sig stabile. Vi ser nærmere på diesel, når vi gennemgår udviklingen på tværs af drivlinerne.
Vi bemærker samtidig, at efterspørgslen generelt er afdæmpet. Selvom priserne samlet set er næsten uændrede, er aktiviteten på auktionen faldet, og der er solgt færre biler i april end i marts. Meldinger fra BCAs europæiske auktioner peger entydigt på en lavere købsinteresse. Samtidig rapporteres der om opbyggede lagre hos forhandlerne, hvilket dæmper både handelsaktiviteten og prisudviklingen.