Gå til hovedindhold

Forslag til en ny købelov styrker forbrugerens rettigheder – og skærper bilforhandlerens ansvar

Et nyt lovforslag skal under behandling i Folketinget senere i august – og med det får forbrugerkøbere blandt andet op til 3 års reklamationsret på såvel brugte som nye biler.

Med lovforslaget foreslås en række ændringer af købeloven, som får direkte betydning for danske bilforhandlere. 

Ændringerne er en del af implementeringen af EU's "Right to Repair"-direktiv og har til formål at gøre reparation til det naturlige førstevalg frem for udskiftning.

Den væsentligste ændring for bilforhandlere

For den gennemsnitlige bilforhandler er den væsentligste ændring, at en reparation af en køberetlig mangel fremover automatisk forlænger reklamationsfristen med 12 måneder – dog kun én gang - men for hele bilen.

Det betyder, at en bil, der repareres inden for den almindelige reklamationsperiode, kan være omfattet af forhandlerens ansvar i længere tid end tidligere. 

Bevisbyrden for, at en defekt udgør en køberetlig relevant mangel påhviler dog stadig forbrugeren efter udløbet af de første 12 måneder.

Oplysningspligt

Samtidig indføres en ny oplysningspligt. Inden en reparation påbegyndes, skal bilforhandleren informere forbrugeren om retten til at vælge mellem reparation og omlevering samt om den mulige forlængelse af reklamationsfristen. 

Manglende information kan få betydning i en senere tvist om mangelsbeføjelser – men man skal være opmærksom på, at pligten kun gælder, hvis omlevering er mulig; dvs. ikke for brugte biler.

Også gratis lånebil til rådighed

Lovforslaget giver desuden forhandleren mulighed for – afhængigt af biltypen og kundens behov – at stille en gratis lånebil til rådighed under reparationen. Det har forhandleren selvfølgelig altid kunnet – men nu skal det understøtte, at forbrugeren anerkender forhandlerens ret til at afhjælpe.

Det bør bilforhandlere gøre

I praksis betyder lovændringen, at bilforhandlere bør gennemgå deres reklamationsprocedurer, værkstedsprocesser og kundekommunikation. 

Selvom ændringerne ikke nødvendigvis medfører flere mangelsager, stiller de større krav til dokumentation og korrekt rådgivning af kunderne. For de forhandlere, der tilpasser deres processer i tide, vil lovændringen primært være en administrativ – snarere end en økonomisk – udfordring.

Reelt set må vi dog forvente, at vi vil se en lang række reklamationer efter de nu kendte 2 år for biler købt efter sommeren 2026.

Lovforslaget skal behandles i Folketinget i slutningen af august 2026.

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør og advokat Johanne Berner på jbh@dbr.dk eller tlf. 22415103.