På billedet ses fra højre Mads Borch Hee fra SMVdanmark, Dansk Bilbrancheråds administrerende direktør Mark Salonen, Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne og direktør Jørgen Bomberg fra Dansk Bilforhandler Union - DBFU.
Dansk Bilbrancheråd har mødt Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne for at tale om reparationsgrænsen for elbiler. Han har fremsat et forslag om at afskaffe grænsen, og forslaget behandles i Folketinget 5. november. Mødet handlede om, hvordan reglen påvirker værkstederne og bilejerne.
Mødet blev holdt tirsdag den 27. oktober på Christiansborg. Fra Dansk Bilbrancheråd deltog adm. direktør Mark Salonen sammen med DBFU og SMVdanmark. Adm. direktør Mark Salomon fortalte Hans Kristian Skibby, hvordan reparationsgrænsen påvirker de frie værksteder og deres kunder.
Derfor er reparationsgrænsen vigtig for dig
I dag erklæres en bil totalskadet, når reparationen koster mere end 75 pct. af bilens værdi. Det betyder, at elbiler, som både teknisk og sikkerhedsmæssigt kan repareres forsvarligt, bliver skrottet eller eksporteret i stedet.
For dit værksted betyder det tabte opgaver. For bilejeren kan det betyde en skrottet bil og ingen råd til en ny. Reglen passer også dårligt med ambitionen om en grøn omstilling af bilparken.
Adm. direktør Mark Salonen siger:
Vi havde et godt og åbent møde med Hans Kristian Skibby. Det giver ikke mening at skrotte biler, der kan repareres forsvarligt. Derfor er det positivt, at forslaget nu kommer til debat i Folketinget.
Det foreslår Danmarksdemokraterne
Beslutningsforslag B 10 blev fremsat 8. oktober 2026. Det pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag inden udgangen af folketingsåret 2026-27. Lovforslaget skal:
- afskaffe reparationsgrænsen for elbiler
- sikre, at en elbil kun kan erklæres totalskadet, når en dokumenteret teknisk vurdering viser, at den ikke kan bringes tilbage i sikker og lovlig stand
- lade teknik og sikkerhed afgøre, om bilen repareres, i stedet for reparationsprisens andel af handelsværdien
- støtte dokumenterede reparationsmetoder til batterier og højvoltskomponenter
Det sker nu
Folketinget behandler forslaget første gang 5. november. Dansk Bilbrancheråd sender Hans Kristian Skibby en række faglige pointer fra branchen, som han kan bruge i debatten, og vi følger behandlingen tæt.
Vi stiller gerne branchens viden til rådighed for alle partier, der vil arbejde videre med reparationsgrænsen.
Kort fortalt
- Hvad: Møde med Hans Kristian Skibby (DD) om B 10, der skal afskaffe reparationsgrænsen for elbiler
- Hvem: Danmarksdemokraterne
- Dato: 1. behandling i Folketinget 5. november 2026
- Kilde: Beslutningsforslaget på ft.dk
Du kan følge behandlingen 5. november på ft.dk eller Folketinget TV.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt adm. direktør Mark Salonen på ms@dbr.dk eller tlf. 30209835.