Gå til hovedindhold

Bilforhandlernyt august 2026

Hermed månedsrapporten for august måned fra BCA og Vend Mobility.

For det danske marked, så er den største nyhed, at de voldsomme prisstigninger som vi så på elbiler i maj, især juni og juli er aftaget i august, hvor elbilerne steg 0,8%. Der er to primære årsager til, at stigningerne er aftaget. Dels er udbuddet steget markant i perioden. Der er således hele 40% flere elbiler til salg i snit i august end der var i februar, og ser vi på det gennemsnitlige udbud i forhold til juli måned, så er det steget 15% i august. De stigende priser har desuden medført, at efterspørgslen er aftaget i august. Dén afmatning i efterspørgslen så vi ikke i juni og juli, men i august nåede salget af brugte elbiler godt 13.800 stk, hvilket er 8,5% højere end august 2025, men hele 12% lavere end juli måneds salgstal.

Hvis man har lyst en nuancering af markedsudviklingen i de seneste måneder og en række perspektiver på den fremtidige udvikling, så kan man se eller gense vores Q3 markedswebinar via nedenstående link.

https://www.youtube.com/watch?v=c7hMpUp7IMQ&t=2s

Indsigterne fra BCA

Prispresset fortsætter i August

Hjulene er begyndt at dreje igen efter sommerferien, men aktivitetsniveauet er endnu ikke tilbage på samme niveau som tidligere på året. Efterspørgslen er fortsat afdæmpet, og der ses stadig en vis tilbageholdenhed blandt både købere og sælgere på auktionen, selvom august naturligt har budt på mere aktivitet end juli.

Prisindekset for auktionen faldt med 0,5 procentpoint i august. Selvom priserne fortsat er under pres som følge af den strukturelle omstilling til elbiler i Europa, var tilbagegangen væsentligt mindre end i både juni og juli. Vi forventede en stabilisering hen over sensommeren, men august endte mellem status quo og de mere markante prisfald, som prægede de foregående måneder.

Faldet kunne indikere, at prispresset er ved at aftage, men vi ser fortsat tegn på, at flere europæiske markeder endnu ikke opererer på fuld styrke, og at prisudviklingen stadig mangler at finde et stabilt leje.

Ser vi på udviklingen i Tyskland, udgjorde rene elbiler 30 % af alle nybilsregistreringer i august. Medregnes Plug-in-hybrider, når elektrificerede drivliner op på 44 % af markedet.
I Frankrig er både priserne på brugte elbiler og udbuddet steget i takt med, at større flåder kommer på markedet. Samtidig blev der i august 2026 registreret 113 % flere nye elbiler end i august 2025.

Prisindekset afspejler fortsat de forandringer, der finder sted på det europæiske bilmarked, hvor elektrificeringen gradvist ændrer sammensætningen af både udbud, efterspørgsel og prisdannelse på tværs af drivlinjerne.

Auktionens top 5 købernationer – de største markeder og udviklingen

Vi lister herunder de fem største markeder for BCA Danmark samt deres andel af auktionen i august måned – og udviklingen fra foregående måned.
Tyskland
Tyskland fastholder positionen som det største eksportmarked for BCA Danmark. Ligesom i juli er det primært benzin- og dieselbiler, der eksporteres til det tyske marked, mens elbiler fortsat kun udgør en meget begrænset del af de solgte biler.
Holland
Holland er fortsat det næststørste eksportmarked og tager i august en lidt større andel af det samlede antal solgte biler. Markedet skiller sig særligt ud ved sin interesse for Plug-in-hybrider, som udgør næsten 25 % af bilerne. Til gengæld er andelen af elbiler fortsat relativt lav sammenlignet med flere af de øvrige markeder.
Danmark
Danmark fastholder sin position blandt de største markeder og er fortsat det land, der procentuelt køber flest elbiler. Samtidig ligger dieselbiler stadig på et højt niveau, drevet af en betydelig efterspørgsel på varebiler, som fortsat fylder meget i den danske del af salget.
Belgien
Belgien rykker en plads frem i august og indtager nu positionen som det fjerdestørste marked for BCA Danmark. Drivlinjefordelingen er samtidig bemærkelsesværdig, da næsten hele salget til Belgien består af benzinbiler, mens de øvrige drivlinjer kun fylder ganske lidt.
Finland
Finland rykker ned på femtepladsen i august, men fastholder en markant profil på drivlinjerne. Sammen med Danmark er Finland blandt de markeder, der aftager den største andel elbiler. Samtidig udgør dieselbiler en stor del af salget, hvor varebilerne ser ud til at være særligt interessante for de finske købere.

Drivliner: Diesel overrasker, benzin er fortsat i modvind

Elbilerne udgjorde i august knap 11 % af den samlede volumen hos BCA Danmark, og 40 % af disse biler blev solgt til eksport. Eksportandelen ligger dermed en smule lavere end tidligere perioder, hvor vi har set op mod 50 % af de solgte elbiler finde vej til udenlandske købere.
Interessen for de brugte elbiler er dog fortsat bredt funderet på tværs af Europa. Ud over de største aftagerlande ser vi også aktivitet fra markeder som Portugal, Slovakiet, Rumænien og Tjekkiet, hvilket vidner om en geografisk bred efterspørgsel efter elbilerne.

August var samtidig i høj grad præget af biler fra Semler Gruppen med Volkswagen ID.4, ID.3 og ID.5  blandt top-5 bilerne, mens Skoda Enyaq også fandt vej til listen. Som eneste model i top-5 uden for Semler-porteføljen, finder vi Fiat 500e på en tredjeplads blandt månedens mest handlede elbiler.

Benzinbilernes prisindeks artede sig ikke helt som forventet. Som nævnt sidste gang forventede vi en stabilisering af prisindekset hen over august og september. Udviklingen i august viser dog, at markedet fortsat er under påvirkning af balancen mellem udbud og efterspørgsel, og at prispresset derfor endnu ikke er fuldt aftaget.

Prisindekset for benzinbiler falder med 1 procentpoint og markerer dermed den fjerde måned i træk med tilbagegang for denne drivline. Det er fortsat de yngre biler, der dominerer salget, hvor knap halvdelen af bilerne er under to år gamle og har kørt under 25.000 kilometer.
Blandt de mest populære modeller finder vi Nissan Qashqai på førstepladsen efterfulgt af Volkswagen T-Roc, Audi Q2, Renault Austral og Opel Corsa.

Dieselbilerne stiger i august med 0,7 procentpoint. Umiddelbart kan det virke overraskende efter sommerperioden, men med flere købere tilbage fra ferie ser vi igen øget aktivitet på især erhvervsbilerne. Interessen for de dieseldrevne varebiler er fortsat stærk på tværs af flere markeder, hvilket er med til at understøtte prisniveauet i august.

Ser vi på dieselbilernes andel af den samlede auktionsvolumen, ligger niveauet stort set uændret i forhold til de øvrige sommermåneder. Dermed fortsætter det lidt lavere aktivitetsniveau, end vi oplevede gennem foråret, hvor dieselbiler fyldte mere i den samlede sammensætning af biler på auktion.

Toppen af salgslisten er fortsat domineret af varebiler. Ford Transit, Mercedes Sprinter, Mercedes Vito og Volkswagen Transporter indtager fire af pladserne i top-5, mens den altid populære Mercedes C-Klasse er den eneste personbil, der formår at blande sig blandt de mest handlede dieselbiler i august.

Plug-in-hybriderne stiger med 0,7 procentpoint i august måned og bryder dermed den faldende tendens, vi har set hen over sommeren. Som tidligere nævnt er det hollandske marked særligt interesseret i PHEV-modeller, og hovedparten af bilerne er da også eksporteret til Holland. Derudover har der været en god geografisk spredning til de øvrige markeder, hvor fx Danmark har aftaget en større andel, men der er også blevet solgt flere biler til fjernmarkeder som Bosnien-Hercegovina og Ungarn.
Ford Kuga fastholder sin position som den mest solgte model i kategorien, men flere modeller nærmer sig toppen i august måned. Top-5 består derudover af BMW X1, BMW 5-serie, Toyota RAV4 og MG EHS