Der er travlt på de uafhængige autoværksteder rundt om i Danmark. En travlhed, som vi tydeligt mærker hos Dansk Bilbrancheråd.
Hverdagen betyder drift. Det betyder også, at det enkelte værksted sjældent har tid og overskud til at sætte sig ind i nye lovforslag, nye EU-direktiver eller ændrede rammevilkår for branchen – for bare at nævne tre områder.
Det er netop derfor, Dansk Bilbrancheråd eksisterer, så man som værkstedsejer, brugtvognsforhandler eller køretøjsopbygger ikke står alene med det administrative ansvar og de juridiske udfordringer.
Vores formål er at yde faglig og juridisk opbakning til medlemmerne, beskytte deres interesser og sikre de bedst mulige vilkår for den frie bilbranche.
Det sker gennem en lang række målrettede initiativer, som fx:
- Faglige netværk. Vi afholder regionale fyraftensmøder og netværksarrangementer. Her præsenteres ny faglig viden, og medlemmerne får mulighed for erfaringsudveksling.
- Leder- og mesterkurser. Vi udbyder kurser med fokus på værkstedsledelse og medarbejderudvikling, herunder redskaber til tiltrækning og fastholdelse af yngre medarbejdere.
- Fokus på lærlinge og rekruttering. Sikring af næste generation til den frie bilbranche er en absolut topprioritet og en af branchens helt store udfordringer. Vi arbejder dedikeret for at sikre tilgangen af unge, og vi støtter i den forbindelse stærkt op om arbejdet i foreningen “Tun din fremtid”, som driver en lang række gode initiativer.
- Adgang til bildata. Med de mange nye bilmærker og teknologier bliver kampen om adgangen til køretøjsdata afgørende i fremtiden. Vi kæmper målrettet for at sikre de uafhængige autoværksteders adgang, så den frie branche har de bedste vilkår.
Varetagelse af politiske og juridiske interesser
Når myndighederne udarbejder nye regelsæt, har det ofte direkte indvirkning på værkstedernes og bilforhandlernes daglige drift og økonomi.
Et aktuelt eksempel er det nye lovforslag til købeloven, som behandles i Folketinget her i august. Lovforslaget udspringer af EU’s ‘Right to Repair’-direktiv og skærper bilforhandleres ansvar ved blandt andet at give op mod tre års samlet reklamationsret, hvis der afhjælpes en mangel indenfor den ordinære reklamationsret på 2 år
I forbindelse med sådanne lovinitiativer repræsenterer Dansk Bilbrancheråd branchens interesser over for beslutningstagerne. Organisationen arbejder for at sikre, at medlemsvirksomhederne er velorienterede om de nye krav og modtager den nødvendige juridiske rådgivning, før regelændringerne træder i kraft.
Tilsvarende følges udviklingen tæt inden for områder som det frie værkstedsvalg og vilkårene ved forsikringsskader. Formålet er at sikre gennemskuelighed og forhindre, at uafhængige værksteder stilles ugunstigt i markedet.
Rådgivning og tilgængelighed
Dansk Bilbrancheråd har mere end 2.200 medlemmer fordelt på 33 lokalforeninger på tværs af landet. Uanset virksomhedens størrelse har alle medlemmer direkte adgang til organisationens faglige og juridiske sekretariat.
Ved juridiske tvivlsspørgsmål, kundesager eller administrative udfordringer er det muligt at ringe til os. Her vil du få fat på vores “nye” juridiske direktør, Johanne Berner. Hun siger:
Det afgørende for organisationens arbejde er, at medlemmerne altid kan henvende sig og modtage juridisk bistand, når der opstår problemstillinger i det daglige - både store og små. Det er en af sekretariatets kerneopgaver.«
En branche i forandring
Der er fart på bilbranchen i disse år, og det mærkes tydeligt hos vores medlemmer. Fokus på elbiler og den generelle teknologiske udvikling har sat skub i en masse, fx nye administrative krav fra myndighederne.
Vi er med, hvor tingene sker, og med ansættelsen af Mark Salonen som ny administrerende direktør (fra 1. oktober 2026) styrker Dansk Bilbrancheråd sin indsats for at repræsentere de uafhængige værksteders interesser i branchens måske største omstillingsproces til dato.
Mark Salonen siger:
Nye tiltag og løsninger skal tage udgangspunkt i hverdagen ude hos medlemsvirksomhederne. Opgaven er at videreudvikle organisationens ståsted og politiske gennemslagskraft i tæt samarbejde med medlemmerne og lokalforeningerne.«
Har du spørgsmål eller brug for et godt råd, står sekretariatet altid klar med juridisk og faglig rådgivning. Der er mere end 2.200 gode grunde til at være medlem af Dansk Bilbrancheråd.