Gå til hovedindhold

NEJ! At et uoriginalt træk kræver kodning ved softwareopdateringer er IKKE væsentligt!

Advokat i Din Biladvokat og vicedirektør i Dansk Bilbrancheråd Johanne Berner førte sagen for et medlem, hvor Byretten afgjorde, at en beskeden mer-udgift for omkodning af et uoriginalt anhængertræk ikke er en væsentlig mangel.

Mere tydeligt kan det ikke siges – og nu er den første endelige dom kommet omkring spørgsmålet efter en lidt slingrende kurs fra Ankenævn for Biler.

I sagen havde en bilforhandler solgt en Audi Q4 Etron for 427.000 kr., hvor kunden ønskede monteret et træk. Valget faldt på det uoriginale træk, der var (og er) det eneste, der er muligt at få til bilen. 

Efter et par måneder fik bilen en softwareopdatering, hvor kunden betalte ca. 950 kr. ekstra for at få kodet trækket. Trods denne beskedne mer-udgift krævede FDM på vegne af kunden, at handlen blev ophævet. FDM argumenterede for, at bilen var farlig at køre i, fordi der ikke var sikkerhed for funktionaliterer m.v. i forbindelse med opdateringer.

Kunden klagede til Ankenævn for biler, der gav kunden medhold i, at handlen kunne hæves. Forhandleren kontaktede herefter Dansk Bilbrancheråd for dels et medlemskab og dels bistand til at føre sagen videre i retten.

Din Biladvokat førte sagen

Medlemskabet blev hurtigt indløst, og Din Biladvokat indbragte sagen for byretten. I byretten repræsenterede FDM fortsat kunden – og der blev indhentet et par sagkyndige erklæringer omkring problematikken. 

Skønsmanden bekræftede, at trækket skulle kodes – og trods dygtige forsøg fra FDM’s side i spørgsmålene til skønsmanden, så lykkedes det ikke at få ham til at sige, at bilen var så farlig, som kunden og FDM mente.

Byrettens dom - bilen var mangelfuld, men ikke med en "væsentlig mangel"

Byretten kom frem til, at bilen var mangelfuld, men at det ikke var en væsentlig mangel. 

Det var altså ikke grund nok til at hæve handlen. I den forbindelse var det særlig relevant, at kunden i sin samlede ejertid på nu knap 3 år alene havde haft mer-udgiften (på ca. 950 kr.) to gange. Det var ganske enkelt for bagatelagtigt på en bil til 427.000 kr.

Forhandleren havde tidligt i forløbet tilbudt kunden et afslag på 8.000 kr. – og det måtte kunden så nøje med. Kunden blev anset som den tabende part, og FDM blev derfor pålagt at betale samtlige sagsomkostninger bestående af 60.000 kr. til advokat og knap 25.000 kr. til retsafgift og forhandlerens udgift til skønserklæring. Dertil kom FDM’s egne udgifter til skønserklæring.

Ankefristen er netop udløbet – og dommen står derfor ved magt.

Det er en stor lettelse, at der nu er en klar retsafgørelse på området for, om mer-udgifter til kodning ved opdateringer af en bil er væsentlige eller ej", udtaler Dansk Bilbrancheråds vicedirektør og advokat i Din Biladvokat Johanne Berner, der førte sagen.

Problematikken

Problematikken om behovet for specialkodninger af software til uoriginale træk blev for alvor kendt omkring efteråret 2023, hvor en række biler, særligt i VW-koncernen, oplevede udfordringer med, at kodningerne til trækket forsvandt efter softwareopdateringer.

Mærkeværkstederne påstod, at det skadede bilerne at have uoriginale træk, og derfor reklamerede flere bilejere til deres sælger af en nyere bil med et uoriginalt træk over, at bilen var mangelfuld.

At der er en oplysningspligt om, at der vil blive ekstraomkostninger ved fremtidige større opdateringer til omkodning af trækket, er helt klart. Det skal man oplyse om, når man sælger en bil med uoriginalt træk. Det gælder uanset, om man selv har monteret trækket, eller det sidder på bilen i forvejen, oplyser Johanne Berner og fortsætter;

MEN – glemmer man det, så er det IKKE en væsentlig mangel. Forholdet er ganske enkelt så bagatelagtigt, at kunden må lade sig nøje med et afslag."

Dansk Bilbrancheråd er tilfreds med afgørelsen

Vicedirektør i Dansk Bilbrancheråd og advokat i Din Biladvokat Johanne Berner meget tilfreds med afgørelsen. 

Det sker stort set aldrig, at ankenævnets afgørelser ændres – og derfor er der en særlig stor faglig glæde i denne dom; for hvor er det rimelige i, at en minimal mer-udgift skal føre til ophævelse?”, siger hun og fortsætter;

 

Det er derfor rigtig godt for branchen, at der nu er en klar udmelding i sagen, selvom vi forhåbentlig ikke kommer til at se så mange af den type sager fremover. Forhandlerne ved jo godt, at kunden skal oplyses nu”.

Henvendelse

Har du spørgsmål eller kommentarer, da kontakt vicedirektør og advokat Johanne Berner på mail jbh@dbr.dk eller tlf. 22415103.