Dansk Bilbrancheråd skal gøre EP-kandidater klogere på data-adgang

På mandag lægger Dansk Bilbrancheråds medlem Autohjørnet i Espergærde værksted til ved et arrangement, hvor fire Europaparlaments-kandidater skal høre mere om dataadgangen og datarettigheder.

En af de store politiske sager, som Dansk Bilbrancheråd beskæftiger sig med, er dataadgangen til biler og rettighederne over de data, som biler genererer. 

Rådet har længe og vedvarende arbejdet for, at de frie værksteder skal have adgang til bilfabrikanternes data samt at forbrugerne har rettighederne over sine egne data.

Dette er mestendels en kamp, der kæmpes på Europæisk niveau, og derfor har sommerens kommende valg til Europa-parlamentet (EP) stor betydning helt derud til, hvor svensknøglen holdes i hånden.

Søndag d. 9. juni 2024 afholdes valget, hvor 15 danske medlemmer vælges ud af Europaparlamentets i alt 720 medlemmer, og derfor er det vigtigt at klæde EP-kandidaterne godt på, så de kan føre en fornuftig politik, hvis de bliver valgt ind.

Dansk Bilbrancheråd og medlem Henrik Jensen informerer om værkstedernes udfordringer

Da både forsikringsbranchen og Dansk Bilbrancheråd mener, at EU bør indføre lovgivning, der beskytter forbrugerne og sikrer en fair, konkurrence-neutral håndtering af data fra biler, har Forsikring- og Pension (F&P) arrangeret et møde mellem F&P, fire EP-kandidater, Topdanmark og Dansk Bilbrancheråd.

Mødet finder sted hos medlem Henrik Jensen fra Autohjørnet i Espergærde, hvor både Henrik Jensen og Dansk Bilbrancheråd vil fortælle EP-kandidaterne om, hvilke udfordringer der er i den aktuelle lovgivning i forhold til data-adgang og de frie værksteder og den frie konkurrence. 

Dansk Bilbrancheråd og F&P ser gerne, at danske medlemmer af Europa-Parlamentet efter valget skubber på for at EU-Kommissionen kommer med et politisk udspil, der skal skabe bedre adgang til data for de frie værksteder og give bilejerne større kontrol over den data, deres biler producerer.

Noget som de fire EP-kandidater efter mødet har en klar forudsætning for, hvis de bliver valgt ind.

EP-kandidater der deltager i mødet

  • Tobias Marney, M
  • Birgitte Bergmann, C
  • Martin Sibast Laugesen, LA
  • Gert Løfgren, DF

Henvendelse

Har du spørgsmål, da kontakt kommunikationschef i Dansk Bilbrancheråd Majbrit Berthelsen på mb@dbr.dk eller tlf. 40184884.